Myten Om Konditionstræning

Der er ingen videnskabelig evidens for at mennesker der af natur er fysisk aktive og/eller følger et fornuftigt styrketræningsprogram, har behov for yderligere konditionstræning. Endvidere giver styrketræning flere gavnlige resultater som er vigtige og umiddelbart opnåelige for gennemsnitsmennesket, end aerobic og anden såkaldt konditionstræning – alt sammen uden skadelig belastning af kroppen.

 

Hvor kommer ideen om “kondition” eller “aerob fitness” fra?

“Aerobic” er mere eller mindre et slagord opfundet i 1960'erne af en læge ved navn Kenneth Cooper, grundlægger af “Cooper Institute of Aerobics”. Cooper er for en stor del ansvarlig for at skabe “løbedillen” i 1970'erne. Det er interessant at Cooper i en artikel i New York Times med titlen The Fit Commandment (onsdag d. 15. juli 1995) indrømmede at han – skønt han i 1968 betragtede en god kondition som en nødvendig forudsætning for et langt og sundt liv – nu er af den opfattelse at folk “ikke behøver have en god kondition for at være ved godt helbred.” Man skulle tro at Coopers udtalelse ville få fitness-industrien til at sætte spørgsmålstegn ved om der overhovedet er behov for aerobic og anden såkaldt konditionstræning som sundhedsfremmende aktivitet når nu disse træningstyper er årsag til så mange ortopædiske lidelser. Men konditionstræning gennemsyrer i den grad vores samfunds tænkning og er en rigtig god indtægstkilde for så mange firmaer (inklusive “Cooper Institute for Aerobics” og “American College of Sports Medicine”) at aerobic og anden “konditionstræning” fortsat anbefales, udbredes og sælges som grundlaget for ethvert motionsprogram.

 

Prøv at se på følgende medicinske vurderinger:

 

“Når mine patienter deltager i motionsprogrammer, tror de ofte at deres hjerte bliver stærkere. Men det er ikke tilfældet. Fysisk træning giver øget velvære af nogle andre grunde … den forbedrer musklernes effektivitet … den forbedrer kroppens hormonbalance … den forbedrer sukkerkontrollen hos folk med diabetes. Men motion får ikke hjertet til at slå kraftigere.”

-- Læge Bruce D. Charash, kardiolog

(Fra hans bog Heart Myths, 1991)

Viking Penquin Books, New York 1991, ISBN 0670824429.

 

“Fordi der tales så meget om hjerte-lunge-kondition, tror du måske at træningen først og fremmest påvirker hjerte og lunger. Men så kan du godt tro om igen. Det er ikke tilstrækkeligt bevist at motion gør noget som helst for lungerne ... og motion er heller ikke specielt gavnlig for hjertet.  Uanset hvad du har hørt andre steder, så er løbetræning først og fremmest træning af musklerne.”

-- Læge George Sheehan, kardiolog

(Kendt som løbetræningens "guru". Han har skrevet flere bøger om at holde sig i form med løbetræning.)

 

“Størstedelen af de forbedringer i funktions- og ydeevne som kan tilskrives motion, er ikke engang direkte relateret til hjertet. De skyldes en påvirkning af cellerne i de perifere muskler som gør dem i stand til at trække ilt mere effektivt ud af blodet."

-- Læge Henry Solomon, kardiolog

(Fra hans bog The Exercise Myth, 1984)

Harcourt Brace Jovanovich, San Diego, ISBN 0151294585.

 

Se på disse citater igen, og genlæs områderne i kursiv. Det er let at se at fællesnævneren: Disse kardiologer er alle enige om den effekt fysisk aktivitet har på skeletmuskulaturen.

 

Muskler: en meget aktiv vævstype

Muskelvævet arbejder altid – også når vi er i hvile. Ligesom et menneske nødt til at spise for at opretholde livet, må muskelvævet også “spise” for at overleve. Sagt lidt forenklet lever musklerne af to stoffer: ilt (luft) og glucose (sukker). Begge dele tilføres af blodet. (Musklerne bruger også fedt som brændstof). De bruger forskellige mængder af hver alt efter hvilke krav vi stiller til dem. Når musklerne overvejende bruger ilt som brændstof, siger man at kroppen arbejder aerobt (med ilt). Når musklerne overvejende bruger sukker som brændstof, siger man at kroppen arbejder anaerobt (uden ilt). Men uanset hvilken “kilde” der bruges mest, er begge forbrændingsmetoder altid i funktion samtidig. Der er med andre ord ikke noget der hedder “rent aerobt” eller “rent anaerobt” muskelarbejde i menneskets stofskifte.

 

Hvilepulsens betydning – en myte?

En lav hvilepuls (ca. 45-65) betragtes som udtryk for om et menneske er “i god kondition”, og dermed menes der “ved godt helbred”. Men hvilepulsen alene giver ikke et komplet billede af hjerte-kar-systemets sundhedstilstand. Hjertet er selvfølgelig en ekstremt vigtig muskel. Men hjertet er også et organ som ikke er viljestyret. Det er en pumpe som driver iltet blod ud igennem vores krop i en uendelighed helt uafhængigt af bevidstheden. På en måde er det en elektronisk slave, og dens herre er skeletmuskulaturen. Hvis et menneskes puls er normal ved en lægelig undersøgelse, er lægen tilfreds. En læge vil aldrig foreslå en patient at prøve at sænke den. Styrketræning sænker, så vidt vides, ganske vist ikke hvilepulsen, men gør til gengæld det modsatte:  Den forhindrer pulsen i at blive alt for høj under dagligdagens aktiviteter. Vil det sige at stærkere muskler faktisk kan være med til at forbedre vores evne til at udføre aerobe aktiviteter uden at sænke vores hvilepuls? Ja, lige netop.

 

Prøv at se på følgende eksempler:

 

Eksempel 1: At køre op ad en bakke på cykel kan være svært for én person og let for en anden. Også hvis begge personer cykler op ad den samme bakke på den samme cykel og i samme gear, i samme tempo, med samme sadelhøjde, præcis samme mentale indstilling og hensigt, benlængde, hvilepuls, diastolsk blodtryk, ejektionsfraktion, slagvolumen, kolesteroltal, aerobe kapacitet og kropsfedtprocent. Det at køre op ad bakke på en cykel er, i sig selv og isoleret betragtet, hverken en aerob eller en anaerob aktivitet. Hvilken forbrændingsmetode der bruges mest – aerob eller anaerob forbrænding – afhænger for en stor del af personens muskelstyrke, og ikke kun af hjertets styrke eller sundhedstilstand. Den der har de stærkeste muskler, vil have lettere ved at komme op ad bakken end den svageste – helt uafhængigt af hjertet. Som doktor Solomon udtrykker det, så er det fuldt ud muligt for en person at have en hvilepuls på 60 og være i stand til at udføre præstationer som demonstrerer en exceptionelt god kondition, men alligevel blive offer for en alvorlig koronar hjertesygdom.

 

Eksempel 2: En kvinde har problemer med at gå op ad trappen når hun kommer hjem. Hver dag er hun totalt forpustet når hun når det øverste trin. En god fe får medlidenhed med hende, svæver ned og banker hende forsigtigt på lår og baller med sin muskeltryllestav, og vupti! Kvindens muskelstyrke forøges med 50 %. Kvinden mærker dette og beslutter straks at “prøvekøre” sine nye muskler. Hun går op ad trappen igen i samme tempo som før, og tænk engang: Hun når toppen uden den mindste anstrengelse! (Undersøgelser gennemført af lægerne Westcott, Darden, Nelson, Ades, Hurley m.fl. har vist at øget muskelstyrke forbedrer funktionsevnen og den aerobe udholdenhed i dagligdagen). Hvordan er dette muligt? Den gode fe bankede ikke på hendes hjerte og lunger med en konditionstryllestav – kvindens hjerte og lunger er i præcis samme forfatning og sundhedstilstand som før. Men fordi hun var blevet stærkere, behøvede hendes hjerte ikke arbejde lige så hårdt anden gang hun gik op ad trapperne.

 

Er konditionstræning ikke godt for et “dårligt” hjerte?

Normalt vil en læge vurdere hjerte-kar-systemets sundhedstilstand ud fra et EKG (elektrokardiogram) som laves under en rutinemæssig lægeundersøgelse. Hvis EKG’et er unormalt, kan patienten blive sendt til kardiolog for at få lavet flere undersøgelser. Disse undersøgelser omfatter som regel bl.a. en såkaldt submaksimal test som tjekker hjertefunktionens “opførsel”. Ejektionsfraktion, slagvolumen og evt. maksimal aerob kapacitet testes også. (Kort forklaret betegner “slagvolumen” den mængde blod der pumpes ud fra venstre ventrikel med et enkelt slag. “Ejektionsfraktion” betegner den procentdel af den samlede mængde blod i ventriklen der faktisk sendes ud. Den “aerobe kapacitet” eller iltoptagelseshastigheden er den mængde ilt kroppen anslås at bruge pr. minut under motionsudøvelse). Men denne test udføres næsten altid uden hensyntagen til hvor stærk personens skeletmuskulatur er – noget som ellers kan påvirke resultatet meget. Efter sigende opnår man et sundere hjerte-kar-system ved at forbedre alle disse faktorer gennem konditionstræning. Men dette er ikke nødvendigvis tilfældet. Fra doktor Charash's bog:

 

“Faktisk er det modsatte blevet påvist i en videnskabelig undersøgelse som undersøgte mænd der deltog i et motionsprogram inden for femten uger efter et hjerteanfald. Disse mænds hjertemuskel blev faktisk svagere ...”

 

Der er også andre faktorer der har betydning for hvor sundt og stærkt et menneskes hjerte-kar-system faktisk er. Der er fx hjertets faktiske størrelse, hjertekamrenes indvendige dimensioner, hjerteklappernes tilstand, arteriernes og venernes diameter, lungekapacitetens størrelse, hvor effektivt det elektriske system fungerer, osv. – og de fleste af disse ting er arveligt bestemt. Disse faktorer tages næsten aldrig i betragtning ved konditionstest, og selv når der bliver taget hensyn til dem, er de næsten umulige at måle præcist på. At måle slagvolumen, ejektionsfraktion, maksimal aerob kapacitet, hvilepuls og blodtryk er helt sikkert nyttigt for en læge som indikator for et eventuelt hjerteproblem når der er symptomer på noget sådant, men de siger ikke i sig selv noget definitivt om at hjerte-kar-systemet er i en god eller dårlig sundhedstilstand.

 

Er idrætsudøvere ikke sundere end os?

Selv om mange udøvere af udholdenhedssportsgrene har lavere hvilepuls end gennemsnittet, bedre slagvolumen og større aerob kapacitet, rammes og dør mange af dem alligevel af hjerte-kar-sygdomme. Så svaret er nej. At udøve idræt garanterer ikke et bedre helbred. Faktisk er det fuldt ud muligt for en stillesiddende person med dårlig “kondition” at have et sundere hjerte-kar-system end verdens bedste maratonløber. Vi citerer doktor Solomon:

 

“På en eller anden måde er der opstået den fejlagtige opfattelse at disse fysiologiske forandringer, som resulterer af træningen, automatisk er “sundere” eller “bedre”. Men der er ingen evidens for at en lavere hvilepuls er sundere end en lidt hurtigere hvilepuls, eller at det i sig selv er gavnligt at komme hurtigere ned på sin hvilepuls efter motionsudøvelse. Ingen har nogen sinde påvist en biologisk fordel ved at hjertet slår langsommere.”

 

“Ikke alene er det muligt at yde fremragende fysiske præstationer selv om man har en alvorlig koronar hjertesygdom – det er desuden ikke engang sikkert at personen selv mærker symptomerne. Man kender patienter med en exceptionelt god kondition som har en alvorlig koronar hjertesygdom. Selv mennesker med akut livstruende hjertesygdomme kan dyrke sport, motionere og løbe. De kan både være symptomfri og være i stand til at yde enestående fysiske præstationer på trods af et hjerte som ender med at blive deres død.”

 

Kondition kontra sundhed

Forvekslingen af kondition med sundhed er grunden til at mange fejlagtigt betragter hjerte-kar-systemets “kondition” som generelt udtryk for et menneskes helbredstilstand. Men statistikken viser at idrætsudøvere rammes af hjerte-kar-sygdomme lige så ofte som folk med dårlig kondition. Eftersom mange folk med dårlig kondition undgår hjertesygdomme og lever ganske længe, er den “aerobe fitness” eller “gode kondition” ikke andet end en specifik fysiologisk tilpasning som ikke nødvendigvis garanterer et sundere hjerte-kar-system eller et længere liv. Hvad man til gengæld godt kan regne med at få ud af konditionstræningen, er en ortopædisk skade. (Hvorfor tror du ellers at stort set alle reklamer for smertestillende midler nu om dage bruger en idrætsudøver som eksempel på hvornår man kan have brug for deres produkt?).

​